Få hjælp til at fortælle de gode historier

Godt indhold skriver ikke sig selv. Det kræver tid og færdigheder at gå i dybden. Derfor sidder du lige nu med adgang til ”Indhold med indhold – idébank til sognets medier”. 

Håbet er, at det kan gøre det nemmere for dig at fortælle nogle af de historier om kirken, du ellers ikke får fortalt. Og inspirere dig til at fortælle endnu flere og bedre historier i sognets medier. Folkekirken er, kan og gør så meget godt, men det er ikke altid, at vi får fortalt om det.

Det er vigtigt, at sognene har en stemme, så folk bliver opmærksomme på, hvad kirken står for og kan ”tilbyde” mennesker. For moderne mennesker har brug for kirken og dens budskaber, men de kommer ikke af sig selv. Folk har brug for konstant at blive mindet om kirkens rolle i det væld af tilbud og input, man som moderne menneske hele tiden bliver mødt af. Og her spiller kommunikation en væsentlig rolle for at tiltrække den opmærksomhed, der skal skabe en bevidsthed om kirken og dens ”tilbud” – både i form af aktiviteter, holdninger og værdier.

Professionel hjælp i en travl hverdag

Projektet er blevet til, fordi vi igennem årene har mødt kommunikationsansvarlige i landets sogne, der fortæller, at der ofte ikke er tid, ressourcer og kompetencer til fuld skrue på kommunikationsdelen, selv om man gerne vil. Sognenes kernekompetence er, når mennesker har fundet vej hen til kirken. Derfor har vi lavet et interessenetværk, hvor man går sammen om at få noget godt indhold til sognenes medier. Man kan kalde det dele-indhold – med mulighed for at give det en personlig sognevinkel.

På ”Indhold med indhold” finder du både færdige tekster og personhistorier til at bruge direkte på hjemmesiden under ”livets begivenheder”. Og du får 10 gange om året et tema med nye historier, der er lige til at bruge i jeres medier. Der er altid inspiration til, hvordan du kan tilpasse teksterne jeres lokale forhold, men de kan også bruges direkte som de er. Artiklerne har en journalistisk vinkling frem for teologisk, og vil altid tage udgangspunkt i, at brugerne skal opleve det som aktuelt og relevant. 

Du kan få indflydelse på historierne

”Indhold med indhold” er i sin opstart, så hjælp os meget gerne ved at fortælle, hvad der fungerer og ikke fungerer hos netop jer. Over det næste år vil løsningen vokse sig større, når der hver måned (bortset fra i sommerferien) kommer et nyt tema.

Der sidder en sparringsgruppe med repræsentanter fra de tre provstier, der er med i projektet fra start. De kommer med input til temaer, og ideer til cases, vinkler og lignende. Men alle er velkommen til at byde ind, hvis de har en god ide, en spændende person, eller et emne, de godt kunne tænke sig, at vi tog fat i. 
Skriv til journalist Rikke Bøgh, rb@dkm.dk

Vi håber, I vil tage godt imod ”indhold med indhold”, og være med til at udvikle løsningen, så I får mest mulig glæde af den. Og kender du andre, der burde være med, så prik dem endelig på skulderen, så deres provsti også kan komme med i interessenetværket.